Ingeniøren: "På byggepladsen tror nogle at de skal være forsigtige med mig - indtil de lærer mig at kende."

Wiktoria Justesen oplevede at blive bindeleddet mellem byggepladsens håndværkere og den ansvarshavende ingeniør. Og så fandt hun små fejl, der sparede virksomheden 500.000 kroner.

Mit navn er Wiktoria. Jeg er diplomingeniør med speciale i bærende konstruktioner, og selvom jeg ikke selv havde en plan for mit arbejdsliv da jeg var helt ung, var der åbenbart andre der allerede dengang havde en ret god idé om, hvor jeg var på vej hen. I min blå bog stod der nemlig:

“Du bliver enten arkitekt eller ingeniør.”

Så et eller andet må mine klassekammerater have set i mig, allerede dengang.

Jeg er oprindeligt født i Polen, i byen Tarnów tæt på Kraków, og taler derfor også flydende polsk. Men jeg er vokset op i Rold i Nordjylland i en håndværkerfamilie, hvor det at bygge, reparere og skabe noget med hænderne altid har været en naturlig del af den verden, jeg kommer fra.

Og inden du spørger: Ja, det er dét Rold. Rold Skov, og alt det der.

Når jeg nævner Rold, bliver jeg stadig spurgt til både heksen (Danni Druehyld, red.) og røverne, så det følger åbenbart med.

Jeg kan godt lide ting, der bliver stående

Efter folkeskolen tog jeg til Aalborg for at gå på HTX, hvor jeg valgte en designorienteret linje, fordi jeg allerede dengang var optaget af kombinationen mellem det naturvidenskabelige, det tekniske og det meget konkrete ved at kunne skabe noget, som faktisk eksisterer ude i virkeligheden.

Jeg har altid godt kunnet lide det håndgribelige, og måske endnu mere det blivende. Jeg bliver super motiveret af tanken om at det arbejde jeg laver, skaber værdi for andre mennesker, bliver anvendt og ikke bare forsvinder igen, når projektet er afsluttet.

Derfor gik jeg også direkte videre til ingeniøruddannelsen. Jeg var kun 19 år og den yngste på holdet, og fordi jeg samtidig så endnu yngre ud, var der flere der troede at jeg var omkring 16. Det har i øvrigt ikke ændret sig, selvom jeg er væsentligt ældre nu.

Men selvom jeg var ung, blev jeg hurtigt klar over hvor spændende jeg syntes byggeri var.

For mig er der noget enormt tilfredsstillende ved at man kan begynde med en idé, nogle streger og en række beregninger, og så ende med en konstruktion som mennesker skal bo i, arbejde i eller bruge hver eneste dag - og som forhåbentlig stadig står der mange år efter, at man selv har forladt projektet.

Arkitekter må gerne sørge for, at en bygning bliver flot. Min opgave er lidt mere jordnær:

Jeg skal sikre, at lortet holder. Undskyld mit franske. Men det er sandheden.

Det er selvfølgelig sagt med et glimt i øjet, for bag den sætning ligger der beregninger, materialeforståelse, koordinering, sikkerhed og en hel del faglighed, men i bund og grund beskriver den meget godt det, jeg synes er fascinerende ved mit arbejde.

Det handler om at få beregningerne, konstruktionen og håndværket til at mødes i noget, der ikke bare ser godt ud på en tegning, men som rent faktisk kan udføres ude i virkeligheden.

Teorier og tegninger siger ja. Virkeligheden siger nej.

Den forskel blev meget tydelig for mig, da jeg kom i praktik i forbindelse med min uddannelse... For der kan være overraskende langt fra den verden, man lærer at kende på studiet, til den virkelighed man møder på en byggeplads.

På uddannelsen lærer man teorierne, beregningerne og metoderne, og selvfølgelig er de helt afgørende, men virkeligheden har det med at introducere alle de små og store forhold, som ikke nødvendigvis står beskrevet lige så pænt i lærebogen.

Nogle gange siger teorien ja, mens virkeligheden siger nej.

Og hvis man først opdager problemerne når arbejdet er i gang, kan selv noget, der ser ud som en mindre detalje, pludselig få konsekvenser for både tid, økonomi og resten af byggeprocessen.

Derfor er mit fokus meget ofte på udførelsen. Jeg spørger ikke kun om noget kan beregnes, men også om det rent faktisk kan bygges på den måde, vi forestiller os.

Jeg vil helst være med så tidligt som muligt og have dialogen med dem, der tegner og projekterer, for det er meget lettere at ændre en streg eller løse en udfordring, mens konstruktionen stadig befinder sig på en tegning, end når materialerne er bestilt, håndværkerne står klar, og bygningen allerede er ved at tage form.

“Du må ikke være her”

Jeg passer måske heller ikke altid ind i det billede, folk umiddelbart har af den person der skal have ansvar på en byggeplads. Og det har gennem tiden givet nogle ret sjove situationer.

Jeg har blandt andet prøvet at komme ud på en byggeplads, hvor én af de tilknyttede håndværkere fik øje på mig, og helt automatisk sagde:

“Du må ikke være her.”

Han havde ikke set mig før, og for ham lignede jeg ganske enkelt bare en almindelig beboer, der var gået ind på byggepladsen. Så jeg måtte forklare, at det faktisk var mig, der skulle underskrive papirerne og være med til at styre byggeprocessen.

Jeg tror egentlig ikke, det handlede om, at han ikke forventede at se en kvinde på byggepladsen. Han kendte mig bare ikke endnu og havde ingen grund til at vide, hvem jeg var. Når man er ung og ikke er klædt i arbejdstøj, kan jeg godt forstå at man stiller spørgsmålstegn.

Der findes en særlig kultur på mange byggepladser, hvor tonen kan være hård, humoren direkte og kommunikationen mindre indpakket end den typisk er på et kontor. Hvis man tager alle formuleringer personligt, kan det selvfølgelig være et svært miljø at befinde sig i.

Jeg er selv vokset op i en håndværkerfamilie, så den måde at kommunikere på har aldrig været fremmed for mig, og jeg har derfor heller aldrig haft en følelse af at jeg skulle kompensere eller spille en bestemt rolle for at passe ind.

Det pudsige er nærmere, at jeg nogle gange oplever at folk i begyndelsen tror, at de skal være forsigtige med mig. Indtil de lærer mig at kende; så opdager de som regel ret hurtigt, at jeg godt kan tåle at tingene bliver sagt direkte.

Jeg blev bindeleddet

Noget af det vigtigste jeg opdagede under min praktik, var faktisk at jeg er rigtig god til at bevæge mig mellem de forskellige fagligheder der mødes på en byggeplads, og at jeg ikke har svært ved at skifte mellem den meget praktiske virkelighed blandt håndværkerne, og den mere tekniske verden blandt ingeniører og projektledere.

På et tidspunkt var relationen mellem nogle af håndværkerne og den ansvarlige ingeniør blevet så dårlig, at håndværkerne simpelthen ikke længere ønskede at kommunikere direkte med ham. Tonen mellem dem var kørt skævt, frustrationen var vokset, og kommunikationen var efterhånden blevet en del af problemet i stedet for en del af løsningen. Der endte jeg pludselig midt imellem.

Jeg kunne tale med håndværkerne i et sprog og en tone de kunne genkende, samtidig med at jeg kunne tage deres informationer, udfordringer og observationer med videre og kommunikere dem fagligt til ingeniørerne og de mennesker, der sad længere oppe i projektet.

På den måde blev jeg en form for kontaktled mellem deres to verdener, og selvom det ikke nødvendigvis var en rolle, jeg på forhånd havde forestillet mig at jeg skulle have som praktikant, fandt jeg hurtigt ud af at den faldt mig meget naturligt. Det gav mig også langt mere ansvar end jeg havde forventet, og det betød samtidig at jeg fik lov til at lære enormt meget på meget kort tid. Man kan sige, at jeg ikke bare stod ved siden af og observerede, men blev kastet direkte ud i situationer, hvor tingene skulle fungere.

Jeg har en meget stor respekt for erfaring, og jeg synes det er vigtigt at man som ingeniør ikke bliver så forelsket i sin egen faglighed, at man glemmer at lytte til de mennesker, der rent faktisk skal udføre arbejdet.

Man kan have nok så mange beregninger, teorier og modeller med sig, men den håndværker, der har udført det samme arbejde i 25 år har også en viden, og den skal man være klog nok til at tage alvorligt.

For mig handler godt byggeri derfor om, at den ene faglighed skal lytte til den anden. Det handler om at få dem til at spille sammen.

Og jeg fandt ud af, at det er et sted, hvor jeg er rigtig stærk.

“Der er et eller andet, der ikke stemmer”

Jeg fandt også ud af, at jeg har en anden egenskab, som kan være ret værdifuld i en branche, hvor selv små fejl kan blive meget dyre:

Jeg lægger mærke til ting.

Jeg er god til at finde fejl og uoverensstemmelser, men det er ikke altid fordi jeg bevidst sætter mig ned og leder efter dem. Nogle gange får jeg bare en fornemmelse af, at der er noget som ikke hænger sammen, og så har jeg svært ved at slippe det igen, før jeg har fundet ud af hvorfor.

Under min praktik arbejdede jeg blandt andet med logbøger, leverancer og følgesedler, og her begyndte jeg at opdage en række mindre uoverensstemmelser. Der var forsinkede leverancer, materialer, der ikke var blevet modtaget som forventet, og registreringer, der ikke helt passede sammen.

Hver enkelt fejl kunne isoleret set have virket relativt ubetydelig, men når man begyndte at samle dem og dokumentere, hvad der faktisk var sket, tegnede der sig et andet billede.

Jeg begyndte derfor systematisk at registrere forsinkelserne og de manglende leverancer og fulgte sagen til dørs, samtidig med at jeg faktisk også var tilknyttet et andet projekt.

Til sidst viste det sig, at de mange små fejl havde en meget konkret økonomisk betydning, fordi virksomheden ellers stod til at betale omkring en halv million kroner, som den ikke skulle betale.

Jeg kan ikke altid forklare præcist, hvordan jeg ser den slags.

Nogle gange er der bare et eller andet, der ikke stemmer.

Og når jeg først har fået den fornemmelse, bliver jeg ved, indtil jeg har fundet ud af, hvad det er.

Byggepladsen valgte mig

Der kommer heldigvis flere og flere kvinder ind i ingeniørfaget og ud på byggepladserne, og samtidig synes jeg også at det er vigtigt at huske, at der findes mange forskellige måder at være ingeniør på.

Nogle synes det mest spændende i verden, er at sidde på kontoret og fordybe sig i beregninger, mens andre bliver motiveret af at være helt tæt på udførelsen, hvor man kan se konstruktionen vokse frem - og hele tiden bliver konfronteret med den virkelighed, som beregningerne skal fungere i.

Jeg tror egentlig ikke længere, at det vigtigste for mig er, om jeg sidder hos en rådgivende ingeniør, en entreprenør eller står med den ene fod på byggepladsen og den anden på tegnestuen. Det, jeg ved, er, at jeg trives dér, hvor fagligheder mødes.

Oprindeligt var det faktisk meningen, at jeg skulle prøve begge dele under min praktik, så jeg både fik erfaring fra byggepladsen og fra kontoret.

Men sådan gik det ikke helt.

De blev simpelthen så glade for at have mig ude på byggepladsen, at jeg blev der, og på den måde var det faktisk ikke mig, der traf en stor beslutning om, at nu skulle byggepladsen være min vej.

For mig handler godt byggeri i sidste ende om at få mennesker, fagligheder og løsninger til at spille sammen.

Jeg plejer derfor at sige, at jeg ikke valgte byggepladsen.

Byggepladsen valgte mig.

Når jeg tænker over det i dag, giver det egentlig rigtig god mening. For jeg trives bedst dér, hvor tegningen møder virkeligheden, hvor man skal opdage problemerne, før de bliver dyre, og hvor man både skal kunne forstå beregningen, konstruktionen og det menneske, der står med opgaven i hænderne.

Og måske er det heller ikke så vigtigt, om mit næste skridt bliver en rådgivende ingeniørvirksomhed eller en entreprenørvirksomhed.

Bare jeg er et sted, hvor faglighederne mødes. Det betyder noget for mig, at der er en praktisk anvendelse, og en bæredygtig fremtid, med i ligningen.

At det kan bygges, at mennesker kan bruge det, og at det stadig står der mange år senere.

Eller sagt på min måde:

At lortet holder.

--------------------------------------------

Wiktoria er nyuddannet diplomingeniør, og er på udkig efter hendes første ansættelse. Konsulenthuset BRAINJUICE sætter fokus på hende, fordi hun både er ambitiøs og disciplineret, og fordi hun repræsenterer nu- og fremtidens bud på talentfuld arbejdskraft til landets byggepladser.

Wiktoria har valgt sin karriere med omhu, og hvis du som potentiel arbejdsgiver finder hende interessant, så kontakt os endelig.