Antropologen: "Digital omsorg kræver nye kompetencer, hvis en skærm skal erstatte øjenkontakt."
- Christian Søgaard
- for 7 dage siden
- 4 min læsning
Når omsorg bevæger sig fra det fysiske rum og ind i det digitale, opstår der ikke blot nye måder at levere hjælp på, men også nye måder at forstå relationer, nærvær og menneskelig kontakt på.
Det er netop dette felt, antropolog og konsulent Ulla Højland har bevæget sig dybt ind i, igennem sit antropologiske virke. Hun har været på 80 timers feltarbejde, i fem ældre borgeres private hjem, henover en periode på tre måneder.
Her har hun med en nysgerrig og vedholdende tilgang undersøgt hvad der sker, når en skærm bliver bindeleddet mellem mennesker, som før mødtes ansigt til ansigt.
Med sin faglige baggrund som pædagog, og uddannelse inden for pædagogisk antropologi, bringer hun en ganske særlig sensitivitet ind i studiet af velfærdsteknologi.
Det er præcis denne sensitivitet som har gjort BRAINJUICE ekstra nysgerrig, fordi hun ikke bare nøjes med at se på funktionalitet og effektivisering, men retter blikket mod det, der ofte er sværest at indfange: Nemlig de små forskydninger i oplevelsen af omsorg, tryghed og tilstedeværelse, som opstår når relationer ændrer form.
Hendes arbejde har tiltrukket sig opmærksomhed fra videns- og inspirationsportalen Viden På Tværs, der opsummerer hendes arbejde i følgende artikel:
Gennem et omfattende feltarbejde har Ulla således opholdt sig i ældres hjem og fulgt deres møder med virtuelle besøg fra hjemmeplejen, og det er præcis denne insisteren på at være til stede i de konkrete situationer, der giver hendes arbejde et fokus på hjerners forskellighed, og en medmenneskelig tyngde.
Ulla beskriver ikke bare en udvikling på afstand, men mærker hvordan den udspiller sig i hverdagen, hvor en tablet ikke kun er en teknologisk løsning, men gradvist bliver en aktør, der påvirker rytmer, forventninger og måder at være sammen på. Det bliver tydeligt i hendes analyser at teknologi aldrig er neutral, fordi den indgår i (og omformer) de sammenhænge, den bliver en del af.
Derfor kan den ikke reduceres til et simpelt redskab, der enten er godt eller dårligt, men må forstås som noget der åbner nogle muligheder... Samtidig med, at det lukker andre.
Det der særligt kendetegner Ullas tilgang, er hendes vedholdende fokus på de ældres perspektiv, som hun oplever ofte bliver overset i udviklingen og implementeringen af velfærdsteknologiske løsninger.
Opmærksomheden samler sig typisk om organisation, drift og medarbejderoplevelser, mens de mennesker der faktisk modtager hjælpen, i mindre grad får mulighed for at sætte ord på deres erfaringer.
Ved at lytte til deres fortællinger og observere deres møder med teknologien, bliver det tydeligt at omsorg ikke forsvinder, blot fordi den formidles gennem en skærm; den ændrer karakter og stiller nye krav til både den der yder den, og den der modtager den. Det bliver i den sammenhæng tydeligt at nærvær ikke længere kan tages for givet, men i højere grad må skabes bevidst gennem sprog, opmærksomhed og relationel indsats.
Samtidig peger hendes arbejde på, at omsorg ikke kan forstås som en isoleret handling eller en opgave der kan krydses af, men snarere som en grundlæggende måde at være til stede på. Det afgørende er ikke nødvendigvis om kontakten er fysisk eller digital, men om den opleves som ægte og meningsfuld.
Og netop denne pointe bliver skærpet i de situationer, hvor de sanselige dimensioner af mødet reduceres, fordi medarbejderen ikke længere kan aflæse stemninger gennem lugt, kropssprog og rummets atmosfære, hvilket gør det endnu vigtigere at kunne stille de rigtige spørgsmål og skabe en relation, der rækker ud over det rent funktionelle.
Ullas analyser viser også at der er reelle gevinster forbundet med de virtuelle besøg, fordi de kan bidrage til en større grad af selvstændighed og fleksibilitet for de ældre, samtidig med at de frigør ressourcer i systemet. Men hendes pointe er ikke at hylde eller afvise teknologien - nærmere at nuancere forståelsen af den, så vi ikke falder i den simple fortælling om kolde løsninger over for varme hænder.
I stedet skal vi begynde at se hvordan de to kan flettes sammen på måder, der kræver omtanke, refleksion og udvikling af nye faglige kompetencer.
For det bliver tydeligt, at arbejdet med digital omsorg ikke blot er en forlængelse af en eksisterende praksis, men i sig selv en ny disciplin, hvor medarbejdere må lære at navigere i et anderledes rum. Et rum, hvor relationen formidles gennem teknologi, og hvor selv små detaljer som blikretning, stemmeføring og visuel fremtoning får en anden betydning, fordi de er med til at afgøre, om kontakten opleves som nærværende eller distanceret.
Det er i denne sammenhæng, at Ullas arbejde bliver særligt vigtigt, fordi hun ikke tilbyder simple løsninger, men i stedet bidrager med en dybere forståelse af de dynamikker, der er på spil, og på den måde åbner for en mere kvalificeret samtale om, hvordan fremtidens omsorg kan se ud.
Det hun i virkeligheden gør, er at minde os om at teknologi aldrig står alene, men altid er vævet ind i menneskelige relationer. Kvaliteten af omsorg afhænger ikke alene af hvilke redskaber vi bruger, men af hvordan vi bruger dem, og med hvilken intention vi møder hinanden.
Vi kan derfor roligt sige, at Ullas arbejde er et vigtigt bidrag i en tid, hvor digitale løsninger i stigende grad bliver en integreret del af velfærden, og hvor behovet for at forstå deres menneskelige konsekvenser kun bliver større.
--------------------------------
BRAINJUICE finder Ullas feltarbejde utroligt interessant, fordi hendes indsats kan være med til at præge fremtidens beslutningsgrundlag, når det gælder samfundets digitale ældre-velfærd.
Vil du læse nærmere om Ullas forskning, kan du med fordel se hendes speciale her:
Ulla kan desuden kontaktes, hvis hendes viden og kompetencefelt skaber interesse hos jeres organisation.
Kommentarer