Cirkusdirektøren: "Min atypiske hjerne har været årsag til en fantastisk karriere."

Benjamin Breith er stifter og indehaver af Cirkus Big, som leverer cirkusshows og underholdning til børnefamilier i hele landet. Han har omfavnet sin sprudlende hjerne, og levet et liv i kreativitetens og eventyrets tegn. Der var aldrig et andet valg, ifølge ham.

"Mit navn er Benjamin. Jeg lever af at være cirkusdirektør i et lille cirkus med et stur', stur' navn. Det slags liv indebærer alt det, du lige nu sidder og forestiller dig: Opsætning og nedrivning af cirkustelt, popcornmaskiner og shush-ice, jonglering, balloner og ikke mindst klovne. Lange arbejdsdage og et liv på farten. Støv, sminke og smilende gæster.

Nogle af de ting vi har oplevet på landevejene er svære at beskrive for folk, uden at de tror det er løgn. De fleste mennesker er ikke vant til at sætte sig ind i et liv, som er markant anderledes end det ideal, vi alle bliver opdraget til at omfavne.

Men der findes anderledes liv derude. Virkeligheder, som vi kan få lov til at leve hvis vi følger modet og legesygen inde i vores hjerner helt til dørs. Der findes veje (og omveje) til at tjene penge på de mest eventyrlige og spektakulære måder. Men det kræver at du lytter til den del af dig selv, som finder barnagtig glæde ved små ting. Glæden er din ledetråd, dit hint til det, der skal tjene penge til dig, og som skal fylde dit liv med solskin.

Jeg startede Cirkus Big i 1998. Forkortelsens stod dengang for "Benjamins Interaktive Gadegøglershow". Det var min måde at gå min egen vej, fordi alternativet var en express-rute til et liv hvor jeg altid ville føle mig som en andenrangsborger, der må lægge låg på hjernen for at passe ind.

Det er næsten umuligt for mig at forestille mig en anden levevej, fordi min hjerne simpelthen ikke passer ind i de standarder og rammer som definerer vores samfund.

Da jeg var ung, kiggede jeg mig omkring og så hvordan mine jævnaldrende tilsyneladende sad mere komfortabelt på skolebænken end mig, hvordan de med succes fulgte uddannelsernes lige spor, og landede i karrierer som bød på forudsigelighed og komfortabilitet de næste 30-40 år.

For nogle er det lykken, med hvad med os andre?

Der var intet valg; hvis jeg skulle have adgang til et fyldestgørende og værdigt liv, måtte jeg selv opfinde vejen. Jeg brugte mange år på at jonglere, spy ild og få børn til at grine med mine ballondyr og mine tryllekunstner.

Det er ikke så vigtig hvor mange penge jeg tjener. Det vigtige er måden, jeg tjener dem på. Det skal være i overensstemmelse med min hjerne, hvis man kan sige det på den måde. Det skal føles som om jeg gør det igennem noget der kan matches med mine grundlæggende værdier, ellers så dør jeg lidt indeni.

Når jeg ser børnefamilierne og unge mennesker grine, så indløser jeg en hel masse rigdom på indersiden af min brystkasse. Jeg har skabt mig en måde at leve på, som tager hensyn til den spøjse facon min hjerne er indrettet på. Og jeg vil endda gå så vidt som at sige, at det nok ikke kunne lade sig gøre i længden, hvis ikke min hjerne var indrettet lidt anderledes end de flestes.

Men det er ikke nemt. Det er faktisk decideret hårdt at skabe sin egen vej. Forestil dig at det hele er en jungle, fordi ingen før dig har trådt stier ned, som du kan følge. Man hakker sig langsomt og møjsommeligt fremad med macheten, og sommetider ender man med at hakke et hvepsebo ned i fjæset på sig selv. Men andre gange er der gevist, fordi man lander i en lysning fyldt med bananer.

For mig er det en dobbelt bonus; man kan spise bananerne, og mine klovne kan glide rundt i bananskrællerne. Ej, jeg laver gas, men metaforen er god nok.

Vi må få det bedste ud af det, som livet giver os.

Nogle gange må vi lige kravle op i cirkusmasten, og se det hele i et helikopterperspektiv.

https://video.wixstatic.com/video/86455c_12affe99168a439d982bffcccad805a7/1080p/mp4/file.mp4

Benjamin kravler op i cirkusmasten, mest for min (interviewerens) skyld.

Når jeg tænker tilbage på mit liv, så bliver jeg glad. Glad for at have spredt glæde. Glad for at have mødt dig. Men det går også op for mig, at jeg har en helt anden påskønnelse end andre har. Jeg lever i en anden virkelighed, hvor den laptop som jeg føler jeg lige har købt og hver dag glæder mig over, faktisk er over 20 år gammel.

Jeg bliver ikke rig af det her. Men jeg bliver stolt. Både af mine fejltagelser og den måde jeg har hjulpet andre på. Mit cirkus har igennem årene været et slags hjem for mange individer, som ikke passer ind i samfundets rammer. Unge såvel som ældre mennesker, som vi tog ind og gjorde til artister i cirkusset. I vores verden er alle artister. Hvis ikke de føler at de "kan noget" når de ankommer, så er det bare fordi de ikke har været eksponeret for det de synes er sjovt, eller er gode til.

Jeg har i løbet af årene gjort mit cirkus til en arbejdsplads for alle dem, der ligesom mig ikke følte den store eksistensberettigelse i det normale samfund.

Jeg har aldrig set andet end ren og skær talent og styrke i de mennesker som blev mine artister. I et cirkus er ALT hjælp en god hjælp: Hvis du ikke kan klovne, så kan du slå pløkker i jorden. Hvis du ikke kan jonglere, så kan du lave mad til et sultent og taknemmeligt hold.

I et cirkus findes det perfekte overhovedet ikke, og vi er heller ikke interesseret i det. Folk laver fejl. Og det bedste råd jeg kan give til enhver leder som er vidne til fejl eller svipsere, uanset om man er bankdirektør eller cirkusdirektør, er dette: Lad være med at bære nag.

Her til sidst vil jeg gerne vise dig en børnebog, som jeg arbejder på, når jeg ikke er ude og optræde. Det er min måde at slappe af på. Jeg har ikke en fast plan for den, andet end at det føles så dejligt at skrive. Og apropos det hér med at finde ind til sin barnagtige glæde, så er det lidt som om jeg skriver til barnet inde i mig selv.

Lad mig bladre op på en side, så du kan se hvad jeg mener:

"For inde i hans hoved

fandtes en verden,

hvor alt var muligt.

En verden med badut-spring

og farver og grin.

En verden han kun havde

set i fjernsynet, en verden

med cirkus og gøgl

Han ELSKEDE det."

-------------------------------------------------------------------

Konsulenthuset BRAINJUICE mødte Benjamin på en varm sommerdag, hvor han havde hejst sit cirkustelt i Ebeltoft, tæt ved stranden, til glæde for den nærliggende campingplads.

Skulle du være interesseret i at lære mere om Benjamin, hans utrolige rejse og hans fantastiske børnevenlige univers, så anbefaler vi at besøge hjemmesiden Cirkus Big.