Hvorfor skal den hest absolut drikke af det forbistrede trug?

“Hvad med en å, en vandslange, floden, en vandpyt. Hvorfor skal hesten absolut drikke lige dér?”

“Man kan trække en hest til truget, men man kan ikke tvinge den til at drikke. ”Sådan slyngede jeg ordsproget ud på et møde i mandags. Min kollega, Kathrine Abel, så på mig og spurgte tørt: ”Men hvorfor skal hesten absolut drikke af det forbistrede trug? Hvad med en å, en flod, en vandslange eller en vandpyt?”

Det spørgsmål ramte mig. For som hun sagde, så handler jo slet ikke om hvor hesten drikker, men om at den ikke dehydrerer. Og i den sammenhæng er truget kun én af mange muligheder.

Bevares, det er bare et ordsprog. Men måske er det netop derfor, det er værd at pille i: ordsprog bliver ved med at cirkulere, fordi de fanger noget grundlæggende i, hvordan vi forstår verden. De afspejler en mentalitet, vi ofte tager for givet. Og set i dét lys, er truget en ret god metafor for, hvordan vi som samfund (og i organisationer) ofte indretter os: vi bygger systemer og standarder, der forudsætter at alle skal passe ind det samme sted, følge den samme sti og “drikke” på den samme måde.

Trug-metaforen og diversitet

Mødet handlede om, hvad vi har lært efter et halvt års fokuseret arbejde med begreber som diversitet, innovation gennem forskellighed, neurodivergens, inklusion, psykologisk tryghed, arbejdsidentitet og “krøllede hjerner”.

Her gav trug-metaforen pludselig mening: Hvorfor insisterer vi på, at alle skal drikke af det samme trug – passe ind i de samme systemer, arbejdsgange og måder at gøre tingene på - når nu vi godt ved, at mennesker er forskellige?

Motivation frem for tvang

Normalt bruges ordsproget som en påmindelse om, at man ikke kan tvinge andre til at ville noget. Og helt ærligt – det er jo så basalt, at det næsten er dumt at sige højt. Selvfølgelig skal man ikke starte et samarbejde med tvang. Hvad er det også for en tilgang: “Hør her, nu skal du følge den her proces nøjagtigt, fordi det er sådan, vi altid har gjort – og jeg ved bedst, hvordan du bliver effektiv.” Er vi ikke for længst ovre den mentalitet?

Det ironiske er, at ordsproget stammer helt tilbage fra 1100-tallet.(1) Vi slynger det stadig ud, næsten tusind år senere, uden at reflektere over, hvorfor hesten overhovedet skulle trækkes til truget i første omgang. Det er lidt som om, vi stadig hænger fast i en middelalderlig logik: at mennesker skal skubbes og presses på plads. I dag er truget bare skiftet ud med mødelokaler og powerpoints.

Ser vi på det mere praktisk, er der masser af måder at få en hest til at drikke på. Heste mister salt, når de sveder, og derfor mister de også tørst netop dér, hvor de har mest brug for væske. Pointen er altså fysiologisk: man kan ikke bare tvinge, men man kan hjælpe tørsten på vej. Det kan være med elektrolytter, lidt smag i vandet, adgang flere steder eller ved at gøre det mere attraktivt.(2)

Overført til mennesker er det en vigtig pointe. Vi har også “fysiologiske og psykologiske upraktikaliteter” – særpræg, udfordringer, måske endda skavanker – der spiller ind, når vi skal yde vores bedste. Det kan være forskellig sensitivitet, energiniveau, opmærksomheds spænd eller behov for struktur. Pointen er, at vi ikke skal se det som et problem, men som vilkår, vi kan arbejde med.

For ligesom heste trods deres vanddriknings-udfordringer, har revolutioneret menneskehedens historie - fra transport til landbrug til kultur - så kan menneskers særpræg og krøllede hjerner være en enorm ressource. Det kræver bare, at vi ikke starter med tvang, men med nysgerrighed, opmuntring og rammer, der tager højde for forskellighed.

Det fundamentale, der aldrig ændrer sig

I sin nye (og anbefalelsesværdige bog): "Afdelingen for magisk tænkning - og det utrolige potentiale i middelmådighed”  skriver Morten Münster om kunsten at definere det fundamentale i ens felt.

Han spørger: “Hvad kommer ikke til at ændre sig lige foreløbig?”

Og noget  fundamentalt indenfor vores felt, men som gælder for alle, er netop dette:

Vi mennesker er forskellige. Vi tænker forskelligt, handler forskelligt, har forskellige værdier, behov og kompetencer.

Derfor er diversitet ikke bare en midlertidig trend. Det er en grundlæggende sandhed. Noget, der altid vil være der. Og derfor noget, vi bør investere tid, ressourcer og opmærksomhed i.

Hvis vi ignorerer forskelligheden og forsøger at presse alle ned i den samme tragt,  det samme trug,  så kommer vi til at mangle vand næste gang. Eller i organisationssprog: vi mister medarbejdere, får højere stress, flere sygemeldinger og lavere produktivitet.

Potentialet i forskellighed

Forskellighed er bøvlet. Det kræver, at vi giver slip på noget, vi selv synes er trygt eller effektivt. At vi accepterer, at andre arbejder anderledes end os.

Men det er også her, potentialet bor. Når vi åbner for input udefra, kan der ske noget helt særligt. Platformen Innocentive har gjort det til deres kerneidé: virksomheder smider et problem ud til folk, der slet ikke er en del af feltet – og pludselig dukker der løsninger op, som de aldrig selv ville have fundet. Outsidere ser nemlig problemer med friske øjne, uden de automatiske antagelser, som insiders slæber rundt på.

Det samme gælder i teams og organisationer. Stephen Frost og Raafi-Karim Alidina peger i Building an Inclusive Organization(3) på, at mangfoldighed i begyndelsen kan gøre arbejdet tungere. Når flere perspektiver skal tages i betragtning, tager udviklingen længere tid. Men resultatet bliver bedre: produkter rammer bredere, kræver færre rettelser bagefter – og innovationen holder længere, fordi den er bygget på flere synsvinkler.

Kort sagt: forskellighed er ikke bare en “blød værdi”. Det er en hård konkurrencefordel, når vi tør bruge den.

Hvad lærte vi så om heste og trug?

Hvis vi virkelig vil sikre, at ingen “dehydrerer”, må vi turde tilbyde mere end bare truget – og skabe rammer, der giver lyst til at drikke. Det handler ikke om tvang, men om tilgængelighed, opmuntring og fleksibilitet.

• Truget er kun én løsning. Vand kan komme mange steder fra.

• Tvang er en elendig start på samarbejde. Og ærligt talt – også spild af tid.

• Diversitet er ikke en trend. Det er en biologisk grundregel.

• Forskellighed virker. Ingen kan alt, men alle kan noget.

• Det er bøvlet – men det betaler sig. At give plads til forskellighed kræver, at vi slipper det trygge og velkendte. Det er svært, men til gengæld lærer vi nyt, og andre får mulighed for at blomstre.

  
  

Et billede, vi tog med fra Morten Münster, er tryllekunstneren: Børn er ofte langt bedre end voksne til at afsløre tricket. Hvorfor? Fordi børn ikke har forudindtagede antagelser om, hvordan noget burde hænge sammen. De er nysgerrige, åbne – og leder efter det enkle. De fleste tricks er faktisk simple, men voksne leder forgæves efter de komplicerede forklaringer.

Det samme gælder i organisationer. Outsidere folk fra andre brancher, med andre erfaringer eller helt friske øjne, kan se løsninger, som insiders overser. De er ikke viklet ind i komplekse forklaringer og vante mønstre, men ser verden med samme åbenhed som et barn, der kigger på en tryllekunstner. Og netop dér ligger potentialet i forskellighed: i evnen til at få øje på det enkle, det oversete og det mulige.

Så næste gang du står med et problem:

Hyr en person, du normalt aldrig ville. Spørg til råds i en helt anden branche. Eller giv plads til den stemme i rummet, der ser tingene helt anderledes end dig. Det kan være dér, trylleriet afsløres - og løsningen dukker op.

Artiklen er skrevet af Annika Raabjerg Høyer Mømølund, organisationskonsulent i BRAINJUICE. Hun er har fokus på organisationsforandring, samt lærings- og forandringsprocesser.

________________________________

1: Pearson 2022)

2: Nina Marie Villadsen, “Hvordan får du hesten til at drikke?,” Ridehesten, september 23, 2013, https://ridehesten.com

3: Stephen Frost and Raafi-Karim Alidina, Building an Inclusive Organization: Leveraging the Power of a Diverse Workforce (London: Kogan Page, 2019)

________________________________