top of page
Individuals mini2.jpg

 Jesper 'Mini' Nielsen 

 - Livets Makværk, Modeller og Mestring 

Logo 2.png
1000006093.jpg

Et nysgerrigt sind

Jesper er vild med at tænke i systemer og relationer. Han arbejder med en model, som forsøger at illustrere hans tanker omkring frihed og det menneskelige netværk.

Jesper 'Mini' Bredvig Nielsen er fascineret af at forstå verden. Han skaber modeller, der forsøger at illustrere menneskers behov for relationer, kontra dét at være fri. Han opfinder maskiner, som høster strøm fra havets bølger (I hvert fald i teorien). Han besidder en herlig og lunefuld humor, og en dejlig selvironi. Og sidst, men ikke mindst: Han digter, tænker og føler rigtig meget, alt sammen med et sind som kan række meget, meget langt ud i horisonten.

Jespers liv har været præget af en diagnose, som kræver meget af hans hverdag. I dag er han velmedicineret, og meget åben omkring hvordan disse livsvilkår har gjort at han har dedikeret sit liv til at mestre sin tilværelse, og til at trives som menneske, i stedet for at jagte en konventionel karriere.

Han ved, at hans hjerne har en slags bakketop og en tilsvarende dyb dal, og at pendulet kan svinge frem og tilbage mellem begge ekstremer. Hans liv handler om at imødekomme pendulets sving, samtidig med at mærke eksistensberettigelsen ved at være til. Jesper har noget at tilbyde verden, og hans rejse kan inspirere andre, når det hele kan føles uoverskueligt.

Jesper ved noget om at føle sig "sat af på perronen" i samfundets stressende og fremadstormende godstog. Han har måtte finde fred ved at arbejde med sig selv. til trods for også at have idéer og et potentiale, som kan gøre en forskel for andre, for samfundet og for vores omverden.

Jespers arbejde med sin relationsmodel, er hans unikke måde at slibe sit sinds skarpe klinge, på livets forunderlige kompleksitet. Alle sind fortjener ifølge Jesper at slibe deres klinge på noget, så længe det giver lyst og energi. Det skaber glæde for Jesper at kunne gå i dybden med det, at kunne "nørde", også selvom det kan være svært at forklare modellen for andre. Men det afgørende er ikke nødvendigvis at andre forstår selve modellen - men at de ser, hvordan den bliver et redskab, en linse, som Jesper kan betragte verden igennem.

Når Jesper kaster sig over sine projekter, aktiveres hans hjerne og sætter gang i filosofiske overvejelser, såvel som en intention om at skabe noget fysisk. Udover hans relationsmodel, har Jesper som førnævnt også designet en bølgemaskine, som (i teorien) kan generere strøm fra bølgerne i vandet. Som han selv siger, så er det ikke sikkert at den fungerer i praksis, men det mindsker ikke begejstringen ved den kreative skabelsesproces, som kom forud for selve produktet. Og lige præcis denne optimistiske tilgang, er noget af det unikke ved Jesper.

Der er ingen tvivl om at Jespers hjerne er anderledes end mange andres. De ting som han kaster sig over, er ikke projekter som andre nødvendigvis ville have beskæftiget sig med. Men vores verden blev ikke bygget af folk, som fulgte den gængse sti, og derfor er BRAINJUICE stolte over at kunne repræsentere Jesper og hans nysgerrige sind.

Jesper tænker meget over dét at være fri. Han forsøger at finde mening i at være selvstændig og at kunne klare sig selv, men samtidig mærker han, at vi som mennesker har behov for at føle os forbundene, for at kunne føle os frie:

”Man skal være fri af bindinger for at føle sig selvstændig og fri. Men her er et paradoks: Hvis man er totalt "fri" af bindinger, vil man også eksistere i et tomrum. Uden mulighed for at interagere med nogen eller noget, er man fanget i et tomrum, og er dermed ikke fri. Dette paradoks, er nok mit bedste argument for at vi har brug for hinanden til at være "frie"”, siger han.

1000006099.jpg

Jespers vej frem har været præget af nysgerrighed, og en tidlig erkendelse af at have en hjerne, der fungerer anderledes end de flestes.

I dag nyder Jesper livets som et behageligt og sympatisk menneske, der vil andre det bedste, og som kender konsekvensen af at skulle navigere igennem livet med et tænksomt og komplekst sind.


Når Jesper ikke arbejder hos BRAINJUICE, bruger han sin tid på at designe modeller til at forstå verden omkring sig, på at skrive digte om livet og på at opfinde nye, fantastiske og kreative maskiner.

Book et arrangement med JESPER, hvis du ønsker at du og dine gæster skal opleve et menneske, som gerne vil dele ud af sin verdensforståelse, i håbet om at det kan hjælpe andre.

Booker I Jesper, får I en levende og engageret formidler, der leverer et autentisk og sårbart oplæg om modeller og livets mening, og som kender værdien af at stikke lidt ud i mængden.

Jesper tilbyder bl.a. følgende:
Se flere TILBUD

Har du spørgsmål til Jesper? Er du nysgerrig efter at høre mere?

Så kan du altid kontakte os her.

bottom of page